Forudseenhed er måske det bedste sparetrick i verden

House of Banks

Kalender

Forudseenhed er måske det bedste sparetrick i verden

Uanset hvilket økonomisk niveau, man befinder sig på, er det rart at spare penge. Når man sparer penge, har man flere, der kan bruges på andre ting, og det er altid godt at have lidt ekstra at give af, og det måske bedste spareråd af alle er forudseenhed.

Hvis du kan forudse, hvad der kommer til at få betydning for din økonomi et stykke ud i fremtiden, kan du komme meget i møde. Det kan give dig ekstra råderum på den lange bane, og det kan være med til at gøre livet lidt sødere for dig.

Forudseenhed er med vilje meget bredt defineret, fordi det kan bruges på mange måder og til mange forskellige ting. Generelt kan det dog siges, at forudseenhed giver dig bedre mulighed for at finde den bedste løsning, uanset hvad problemstillingen så måtte være.

Det bliver generelt dyrere for dig, hvis du pludselig befinder dig i en situation, hvor den paniske del af hjernen siger “lån penge nu!”, og du må bruge fornuften til at slå koldt vand i blodet – forudseenhed kan forebygge denne paniske tanke.

Kig efter gaver i god tid

Et helt klassisk eksempel på, at rettidig omhu og forudseenhed er et kæmpestort plus, når det kommer til økonomi, er gaver. Vi vil alle sammen gerne give nogle fede gaver, som modtageren bliver glad for, fordi vi gerne vil glæde den, der skal have en gave.

Med en forudseende tilgang kan man spare mange penge på gaver – særligt hvis der er mange, man er på gave med. Når man ved, at ens nevø fylder år på et bestemt tidspunkt, og man ved, hvad man vil give ham, kan man holde øje med tilbud på det, han skal have.

Der er jævnligt udsalg i diverse butikker, så når Bilka har tilbud på LEGO, eller BabySam har tilbud på børnetøj, kan du slå til, selvom der er længe til nevøens fødselsdag. Der er ofte tilbud og penge at spare, og hvis man køber gaver efter, hvornår der er tilbud i stedet for lige op til fødselsdagen, kan man spare mange penge.

Begynd med opsparing i god tid

At kunne kigge forud betyder også, at man kan forudse en del af de udgifter, der vil komme. Særligt når der er tale om de større udgifter, er det smart at planlægge i god tid, og det kan være utrolig smart at spare op i god tid. Der er altid muligheden for at låne penge, men kan man spare op, er det naturligvis billigere.

Måske skal man holde en konfirmation og kan godt se, at det koster mere, end ens sædvanlige rådighedsbudget for en måned – det gør konfirmationer som regel. I stedet for at låne penge kort inden konfirmationen og betale af på lånet, kan man ”låne sig selv” pengene ved at spare op på forhånd.

Tænk det som afdrag på et lån, der bliver betalt forud – der er bare ingen renter på.

Hvis man går i gang med planlægningen tidligt, kan man også lettere finde gode handler eller lave gode aftaler, når det kommer til det, man skal bruge. Venter man eksempelvis med at booke lokale, hvis man ikke holder det hjemme, er man måske tvunget til at vælge et dyrere sted.

Kig kalenderen igennem med jævne mellemrum

Det behøver ikke være det helt store projekt at være forudseende, når det kommer til økonomi. 2-3-4 gange om året kan man sætte sig ned og kigge en periode frem i tiden. Man må gerne kigge længere frem i tiden, end det interval, man kigger i kalenderen.

Hvis man kigger hvert halve år, kan man godt kigge 2 år frem – der sker altid forskellige ting, som betyder, at ens planer må opdateres.

Mange vil have gavn af at lave en tjekliste, man skal holde øje med. Det kunne være noget så simpelt som gave til den ene og den anden og måske mad og drikke til en fødselsdag, man skal holde. Så kan man være på udkig efter gaver til ens nære og proviant til ens egen fest.

Og så kan man lægge et budget for det, man skal spare op til og fastsætte sin opsparing til det.

I vores eget budgetskema har vi faktisk en post til en dedikeret opsparing – det kunne være en ferie, en konfirmation, udbetalingen på en bil eller noget helt andet.

Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest